Min pasningsform er anderledes. Den tilbyder nogle rammer, hvor kun én ejers hund – eller hunde, passes af gangen. Hunden må komme i sofaen, den må komme i haven, så tit den har lyst, og den må sove ved siden af os i soveværelset. Kort sagt minder pasningen langt mere om dens eget hjem end en klassisk pension.
Måske er det derfor at nogle ejere er lidt undskyldende, når de henvender sig. De er meget nysgerrige, og jeg bliver ofte spurgt:
- Er den meget alene
- Kommer der andre hunde
- Er haven indhegnet
Flere af spørgsmålene bliver efterfulgt af: ” ja jeg er nok en pylremor” som undskyldning og forklaring på, at man gerne vil vide mere. Er man en pylremor, fordi man er nysgerrig på det sted, man skal aflevere sin hund? – Det vender jeg tilbage til.
Min hund er vant til…
Det er faktisk meget sjældent, jeg hører noget vildt outreret, når ejere kommer på besøg med henblik på pasning. Faktisk er det ved at være mange år siden. Der er dog alligevel en del ejere som med flakkende blikke fortæller, hvad deres hund må derhjemme, eller hvordan de forkæler den. De synes, det er pinligt at indrømme, og igen kommer betegnelsen pylremor snigende..
Og hvad så?!
Så længe du ikke:
- overfodrer din hund
- lader den bestemme i huset og på gåture
- tillader aggressivitet
…så må man godt forkæle og bekymre sig om sit firbenede familiemedlem. Om du skal have hunden eller dit barn passet hos en fremmed, så er det klart, at man bliver usikker og nervøs på, hvordan det nu går. Det er naturligt og skal ikke undskyldes eller bortforklares.
Det handler om tillid og troen på, at det nok skal gå. Når den først er etableret, så reduceres bekymringerne og nervøsiteten. Du skal ikke undskylde med at være pylremor, du skal være ærlig om dine bekymringer og nervøsitet. Få det sagt og få det ud, så du kan slappe af på din fere. Det giver nemlig ikke mening at tage sydpå til sol og varme for at sidde under en parasol og bekymre sig om, hvordan hunden har det.