Spring til indhold
VillaVOV

Om VillaVOV

NannaKappelLamberth

Jeg er uddannet hundemassør og har passet hunde i mit eget hjem i Asnæs siden 2009. Massage, genoptræning og hvalpetjek foregår i klinikken ude i haven.

Nanna Kappel Lamberth sidder på gulvet sammen med en irsk setter

Få en glad hund hjem fra VillaVOV

I VillaVOV i Asnæs kan du booke pasning, hundemassage og genoptræning.

Jeg er uddannet fysiologisk hundemassør og har taget kurser i årenes løb, der har styrket min faglighed. Og jeg er ikke bange for at konsultere kolleger, skulle jeg alligevel blive i tvivl. Og så elsker jeg selvfølgelig de kære firbenede.

VillaVOV på Vestervangen 30 i Asnæs er et skønt sted for hunde. Når du booker pasning, bor din hund med mig og min familie i huset. Ude i haven har vi indrettet klinik, hvor jeg kan massere og genoptræne hunden.

Jeg elsker det hele, og det gør hundene heldigvis også. Derfor kommer mange af mine kunder igen og igen.

Jeg ville vide alt om hunde

Jeg har altid søgt hundene og ønsket at vide mere om dem. Jeg drømte om at tage til Californien og lære at træne servicehunde til handicappede.

Da jeg flyttede til Asnæs, var der endelig plads til at passe hunde. Det var fantastisk, da de første hunde kom på besøg.

Men jeg var stadig nysgerrig efter at lære mere. Så en sen aften foran computeren fandt jeg uddannelsen til hundemassør. Jeg vidste straks, at jeg ville have den uddannelse. Faktisk kunne jeg næsten ikke vente med at gå i gang.

Det var et skønt første skridt i den rigtige retning for mig, og langsomt udviklede jeg mig. Jo mere man lærer, jo mere opdager man, hvor meget man ikke ved. Den første uddannelse blev fulgt af flere kurser, blandt andet i hundeadfærd og førstehjælp, og da økonomien var til det, tog jeg overbygningen til fysiologisk hundemassør.

Så der er både kærlighed og erfaring med, når jeg inviterer din hund indenfor i VillaVOV.

Vi er en hundefamilie

VillaVOV har passet hunde siden 2009, og mine børn er derfor vokset op med hund i huset. De er efterhånden blevet 13 og 17.

Din hund bliver ikke kun passet af mig. Min familie er en del af pakken, og det er dem, der gør, at der er nogen omkring hunden hele dagen. Uanset hvilken hund der kommer ind ad døren, bliver den mødt med kærlighed, og naturligvis også med grænser.

Vi er vant til at håndtere vidt forskellige racer, størrelser og temperamenter.

Huset, haven og klinikken

Selvom jeg ikke selv ejer en hund, er huset og haven indrettet til at have hund.

Hele haven er hegnet ind, og i indkørslen sidder der et hvalpehegn, der trækkes for, når jeg har hund i pasning. Klinikken ligger ude i haven, og det er der, massagen og genoptræningen foregår.

Hvad jeg selv synes er det vigtigste

Tillid. En hund, som ikke har tillid, samarbejder ikke og slapper ikke af.

Det betyder nogle gange at sidde ude i haven i tre kvarter, før en hund får tillid til mig, eller at sove på sofaen en enkelt nat eller to. Det betyder også, at massagen i få tilfælde bliver på et minimum, fordi hunden ikke er klar endnu.

Men det er den vej rundt, det virker.

Book pasning, genoptræning og massage

Send en besked, eller ring på +45 22 27 61 75. Jeg glæder mig til at få en hyggelig hundesnak med dig.

Find vej

VillaVOV ligger i Asnæs

Vestervangen 30, 4550 Asnæs. Klinikken ligger ude i haven, og skal din hund passes, er I altid velkomne på et gratis besøg først.

Kom i gang

Skal vi tage en hundesnak?

Ring eller skriv, uanset om det handler om pasning, massage, genoptræning eller et hvalpetjek. Så finder vi ud af, hvad din hund har brug for.